Sorggrupper for børn og unge (8-17 år)
Holbæk Kommune
Børn og unge går ofte alene med svære følelser, tanker og bekymringer, når der er en livstruende sygdom i deres familie eller død hos en nært pårørende. De kan være bange for at belaste familien yderligere.
I sorggruppen taler vi om det at have en pårørende med en livstruende sygdom eller at have mistet en nærtstående til døden. Vi taler om de følelser, tanker og bekymringer man kan gøre sig.
Vi taler om hvordan man kan leve i sin familie, hvor en livstruende sygdom er en del af hverdagen, samt hvordan man leve videre med sin sorg i forbindelse med tab og med de forandringer, det giver i livet og om hvilke fysiske, adfærdsmæssige og følelsesmæssige reaktioner man kan opleve.
I gruppen kan børn/unge opnå fællesskab og forståelse sammen med andre som også oplever at have en pårørende med en livstruende sygdom eller at have mistet en nærtstående til døden. Det at få lov til at tale sammen og dele det svære kan være med til at gøre det lettere at bære på trods af det, de gennemgår.
Det kan være med til at mindske følelsen af ensomhed og følelsen af at være anderledes.
Formål:
- At skabe et trygt rum
- Dele erfaringer og oplevelser
- Genkende sig selv i de historier som andre fortæller
- Få normaliseret tanker og følelser
- Opleve samhørighed omkring det vilkår at have en pårørende med livstruende sygdom eller at have mistet en pårørende til døden.
Praktiske oplysninger
Der vil være en kort opstartssamtale med dig. Gruppen er åben og vil have løbende optag og du kan være en del af gruppen, så længe du har brug for det.
Vi mødes onsdag hver 2. uge kl. 14:45-16:15.
Forløbet finder sted i Familiehusets lokaler i Rolighedsstæde 2, 4300 Holbæk.
Alle henvisninger til kurset sker efter ansøgning til Social Indsats og Udvikling - Den Sociale Indgang.
Ved behov for yderligere information kontakt Den Sociale Indgang på telefon 72 36 36 36.
Skriftlig henvendelse kan ske via Borger.dk, Digital post att.: Forebyggende kurser. Alternativt kan du sende et brev til Holbæk Kommune, Social Indsats og Udvikling - Den Sociale Indgang, Jernbanevej 6, 4300 Holbæk, att.: Forebyggende kurser.
Andre relevante links: www.nationale sorgcenter.dk
Tilbuddet er til dig, som...
Sorggruppe for børn og unge i alderen mellem 8 år og 17 år.